Medicinhåndteringskursus for hesteejere

 

Ifølge § 7 i lægemiddelbekendtgørelsen for dyreejere, (bkg. nr. 481 af 29/5 2007), skal hesteejere for lovligt at indgive lægemidler til egne heste have gennemgået medicinhåndteringskursus godkendt af fødevarestyrelsen.

Dette gælder alle lægemidler, dvs. uanset om det er til injektion, til påføring på hud eller i øjne eller indgivelse via munden. Det gælder også når dyreejeren får udleveret medicin til at færdiggøre en behandling igangsat af dyrlægen.

Medicinhåndteringskursus er ikke et krav for dyreejere, der pr. 1. februar 2007:

  1. har mere end 6 måneders sammenhængende praktisk erfaring med fødevareproducerende dyre- eller pelsdyrhold, herunder indgivelse af lægemidler til dyr, og
  2. har opnået den i nr. 1 nævnte erfaring ved fuldtidsbeskæftigelse i en besætning.

Medicinhåndteringskurset er desuden ikke et krav for hesteejere, der udelukkende har heste, der er mærkede med mikrochip, og ved indberetning til fødevarestyrelsen, er udelukket fra konsum (udelukket fra slagtning).

Dyreklinikken Vestergade tilbyder periodevist et medicinhåndteringskursus, der er godkendt af fødevarestyrelsen. Kurset er opdelt i en teoretisk og en praktisk del. Den teoretiske del indledes med et informationsbrev, hvorefter undervisningen og den teoretiske prøve tages som e-learning via internettet på hjemmecomputeren. Man undervises i den teoretiske del i alle husdyrarter, og e-learningskurset tager ca. 6-8 timer. Når den teoretiske prøve er bestået, skal deltagerne gennem et praktisk kursus. Den praktiske del foregår på Dyreklinikken Vestergade og forventes at tage ca. 3 timer.

Er du i tvivl, om du skal have medicinhåndteringskursus, da kontakt os gerne.

 

DSC_0485