Chipmærkning

Hvalpe skal være chipmærkede inden de er 8 uger gamle, dvs. oftest er hvalpe chipmærkede inden de forlader opdrætteren. Alternativt kan hvalpen chipmærkes første gang den kommer ind til vaccination. Chippen indføres med en kanyle lige under huden på venstre side af halsen og kan i nogle tilfælde mærkes som et lille gryn. Chippen indeholder 15 cifre, som kan aflæses vha. af en chipaflæser.

Har du et kuld hvalpe, du ønsker mærket inden de skal ud til de nye ejere, er du velkommen til at ringe ind og få et tilbud. Vær opmærksom på omregistrering, når du køber en hvalp/hund, der er chipmærket. Det er lovpligtigt inden 4 uger at anmelde ejerskifte til Dansk Hunderegister.

Husk også hundetegnet!

Alle hunde skal bære hundetegn med ejerens navn og adresse. Vi har mange forskellige modeller og graverer i løbet af 5 minutter.

Kat - chipmærkning vs. øretatovering

Katte kan også chipmærkes. Der findes dog ingen lov om, at katte skal være mærkede, medmindre de skal med til udlandet, men da vi ofte modtager bortløbne katte på klinikken, er det noget vi absolut anbefaler. De fleste katte øretatoverer vi dog i forbindelse med neutralisation, da de skal være under fuld bedøvelse. Fordelen ved en øremærkning er, at det er et synligt bevis på, at katten har en ejer. En chip kan ikke umiddelbart ses, men skal aflæses med en chipaflæser hos en dyrlæge, et dyreinternat eller Falck. Chipmærkning er dog praktisk, hvis man har en chipstyret kattelem, som forhindrer fremmede katte i at komme ind. Vær opmærksom på omregistrering hos Det Danske Katteregister, når du køber/overtager en killing/kat, der er mærket.