Det sidste farvel

Den svære beslutning

Det er altid en svær beslutning, når familiens kæledyr skal have fred - uanset om det er gammelt eller ungt. Beslutningen om aflivning bør altid baseres på, hvad der tjener dyret bedst - livskvalitet er nøgleordet. Det vil sige, at aflivning både kan være det bedste valg for den meget nervøse hund, som for den gamle og gigtplagede. Det kan være en god ide at føre en dagbog over, hvor tit dyret har gode og dårlige dage, så man får overskueliggjort, hvilke der er flest af. I er altid velkommen til at rette henvendelse til os, hvis I har brug for at få vurderet, om tiden nærmer sig det sidste farvel. Hvis der er tale om aflivning i forhold til adfærdsproblemer, er det muligt at kontakte vores Fagveterinærsygeplejerske, Line Tang Jørgensen, læs nærmere under adfærdsbehandling. 

Når beslutningen er taget, er der visse overvejelser man bør gøre sig:

  • Hvor skal dyret aflives? Hjemme eller på klinikken? 
  • Hvem skal være med? Et enkelt familiemedlem eller hele familien?
  • Skal dyret begraves hjemme eller kremeres (fælles eller i særskilt urne)?

Vi samarbejder med Dansk Dyrekremering og du kan læse nærmere omkring kremering og udvalget af urner på deres hjemmeside ved at trykke her.

I dag er det også muligt, at få designet en perle, med lidt af asken fra sit kæledyr. Læs mere på Mindeperlen.dk

Hvis I vælger aflivning i hjemmet, skal der bestilles tid i forvejen. Vi gør opmærksom på, at besøg i hjemmet medfører et tillæg. Ønskes dyret kremeret, står I selv for transport til klinikken efter aflivningen. Vi hjælper gerne med at løfte hunden ind og ud af bilen.

Hvis I ønsker, at aflivningen finder sted på klinikken, er I velkomne til at bestille tid mellem kl. 14 og 15 uden for den åbne konsultationstid. 

Forløbet

Vi stiller et lukket konsultationsrum til rådighed, hvor I kan være i rolige omgivelser. I har mulighed for at være med under hele forløbet eller til dyret er beroliget - I bestemmer helt selv. Vi starter med at give dyret en beroligende/bedøvende sprøjte i nakken. Vi tilbyder gerne godbidder og I er selvfølgelig velkomne til at medbringe dyrets egne yndslingslækkerier. Der går ca. 5-10 min. fra dyret har fået bedøvelsen til den har effekt. Herefter er dyret fuldt bedøvet og bemærker intet. I kan således trygt forlade rummet, hvis I ikke ønsker at overvære hele forløbet. Den sidste sprøjte inderholder en overdosis af et kraftigt bedøvelsesmiddel, som oftets gives i en blodåre på forbenet hos hunde og i leveren eller hjertet hos katte og andre smådyr. Det er lidt forskelligt, hvor hurtigt bedøvelsesmidlet fordeles rundt i kroppen og dyret kan  tage nogle meget dybe indåndinger imens - det er helt naturligt og er rent refleksbetinget! Dyret mærker intet og er ikke ved at vågne! Endeligt lytter dyrlægen grundigt på hjertet, før dyret erklæres dødt. 

Tiden efter aflivningen

Det er helt normalt at føle sorg og tomhed, når man har taget afsked med sit kæledyr. Nogle bearbejder sorgen bedst ved hurtigt at få et nyt kæledyr, mens andre har brug for en tid med ro, hvor gode stunder kan mindes. Det er dog altid en god ide at tale med andre om sine følelser og tanker. Hvis der er børn involveret, skal man være opmærksom på, at de tackler sorg forskelligt fra voksne. På klinikken har vi et lager af bogen: Matildes farvel til Arthur, som illustrerer forløbet fra ankomst hos dyrlægen til det sidste farvel. Bogen indeholder desuden spørgsmål, som kan være basis for en god dialog og sidst i bogen er der tips til, hvordan I sammen kan bearbejde sorgen og bevare alle de goder minder. I er meget velkomne til på forhånd, at hente bogen på klinikken.